mørkeræd

Det er virkelig gået op for mig, hvor mørkeræd jeg egentlig er. Har vist ikke altid vidst det, eller også har jeg bare ikke altid været det. Det er blevet så slemt, at jeg ikke længere elsker at være alene hjemme. Jo, i princippet gør jeg - for så kan jeg skrue højt op for musikken og rende rundt i undertøj hvis det passer mig.... Men, når det kommer til stykket, så hader jeg det. Det er så slemt, at når jeg skal nedenunder om aftenen, banker mit hjerte hurtigere og hurtigere, jo flere trapper jeg når ned af. De sidste 4-5 stykker hopper jeg nærmest over, fordi jeg har så travlt med at løbe hen til stikkontakten, for at tænde lyset. Heldigvis hører stikkontakten lige nedenfor trappen til en af vores lamper, som stort set lyser hele underetagen op, som er stuen og køkkenet i ét stort rum. Jeg kigger mig om i de forskellige afkroge og hjørner, og tør da godt indrømme, at jeg til tider tager mig selv i at kigge efter mordere og indbrudstyve under bordet og bag ved forhænget til bruseren på badeværelset. Jeg ved ikke hvorfor det er blevet så slemt. Måske er det pga min hårde barndom, der "endelig" er begyndt at sætte sig spor, eller måske er det fordi jeg er besat af diverse krimi-serier i tvet, såsom NCIS, CSI, Criminal Minds og Fornemmelse for mord. Det må høre op, og det kan kun gå for langsomt...